Velkommen til broderloge nr. 82 James Ridgely I.O.O.F.
Velkommen til broderloge nr. 82 James Ridgely
Der er næppe nogen der ved, hvor længe der har været Odd Fellows i Grindsted, men starten til den loge vi kender i dag, skete i 1921, hvor 8 brødre fra forskellige loger oprettede Odd Fellow foreningen James Ridgely. Foreningens aktivitetsniveau var gennem årene meget forskellig, indtil 1948, hvor der indviedes lokaler til foreningen, på det daværende Hansens Hotel.
Efterhånden som medlemstallet i foreningen voksede blev spørgsmålet om oprettelse af en loge i Grindsted mere og mere aktuel. Forskellige muligheder for indretning drøftedes, bl. a. købtes der en grund, der senere blev afhændet til brug for domhus og politikontor.
Med Storlogens godkendelse købtes senere, den nuværende grund og i en skrivelse fra 26. januar 1961 godkendte Storlogen opførelsen af logebygningen. Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 25. marts og byggeriet gik planmæssigt, således at bygningen kunne indvies til logesal den 15. oktober 1961, samtidig med institueringen af den nye loge nr. 82, James Ridgely. Ved institueringen af loge nr. 82, James Ridgely talte logen 37 brødre.
Logens moderloge er loge nr. 43 Entwisle, Vejle.
Logens møder
Møderne afvikles efter en fast dagsorden, der er fælles for landets søster- og broderloger. Indholdet beskæftiger sig med daglige ordensmæssige forhold og er endvidere reserveret til det såkaldte gradearbejde.
Gradearbejdet er et forum for etisk belæring. Derudover er der foredrag med dagsaktuelle, informative eller kulturelle emner af egne eller fremmede foredragsholdere.
Udover Indvielsesgraden har alle loger tre grader: Venskabsgraden, Kærlighedsgraden og Sandhedsgraden, som kan tildeles efter indvielsen. Disse grader uddyber Ordenens lære og kan betragtes som etiske udviklingstrin. Tildelingen sker derfor med et vist tidsinterval.
Af andre arrangementer skal nævnes virksomhedsbesøg, forskellige sammenkomster og udflugter for medlemmerne og deres ægtefæller/ledsagere.
Når man taler om en hemmelig Orden er det en sandhed med modifikation, idet det hemmelige kun består i, at ordensmed-
lemmer ikke for udenforstående omtaler de rituelle handlinger, som for eksempel gradearbejdet, idet det skal ses i en sammenhæng og være en oplevelse for den, der modtager graden.
Sang og musik er en vigtig del af ethvert logemøde – også under det efterfølgende selskabelige samvær. Her nydes der et beskedent måltid mad, og dette samvær medvirker til, at man lærer hinanden bedre at kende.
Hvor ofte mødes vi
Logen afholder sine møder hver mandag aften fra kl. 19.30 til ca. kl. 23.00 i perioden 1. september til 15. maj, kun afbrudt af en julepause på ca. tre uger.
Programmet for det aktuelle møde fremgår af logens mødeplan, der kan ses her på hjemmesiden. En oversigt over den aktuelle måneds møder kan endvidere læses i Odd Fellow Bladet, der sendes til alle ordenssøskende.
Påklædning
Til almindelige møder er påklædningen mørkt tøj. Ved særlig festlig anledning, som for eksempel ved tildeling af grader, er påklædningen kjole og hvidt.
Hvordan bliver man medlem
Der er kun få ting, der kræves for at blive medlem.
- Du skal være myndig.
- Du skal have et godt omdømme
- Du skal have ordnede økonomiske forhold
- Din ægtefælle/samlever skal give sit samtykke
Desuden skal du tro på ”et højeste væsen, som verdens skaber og opretholder”.
Da ordenen ikke kan betragtes som en forening, som du blot melder dig ind i, forlanges det også at du har en forslagsstiller, en proponent, der allerede er ordensmedlem.
Ovennævnte omtale efterlader sikkert mange ubesvarede spørgsmål. Kender du ingen Odd Fellows, men ønsker at høre mere om Odd Fellow Ordenen og om Broderloge nr. 82, James Ridgely i Grindsted, er du velkomme til at skrive til os på adressen:
Broderloge nr. 82, James Ridgely
Vestre Boulevard 29